Det startede med at jeg vågnede. Det var den 14. oktober 1993, og det var min 40 års fødselsdag. Og det var på Ulvshale; at jeg vågnede til en oplysning i radioavisen om, at Dan Turell var død om natten.
Ikke sådan, at jeg ligefrem kendte ham; men jeg havde dog mødt ham et par gange på gaden. Og vi havde da,
- ja jeg havde da hilst.
Ikke desto mindre følte jeg , at jeg kendte ham fra de utallige gange jeg havde siddet og lyttet til hans verbale overflod, eller læst om eventyrerne i Vangede. - Og derfor var det så underligt. - Lige netop dén dag.
Men ikke nok med det, netop den dag; blev "Gennem byen sidste gang", spillet op til flere gange. Den var lige udkommet, og var ikke nær blevet spillet træt, da der fire til fem dage senere blev opstand i Burundi.
På dette tidspunkt, var jeg tilbage i hverdagen; men mine tanker gik atter tilbage til Ulvshale.
Ikke bare tilbage til "den anden dag", og Dan Turell gennem byen; men også til min barndoms Ulvshale.................
Og så var det brevet kom..................
Ved sin utrolighed
unddrager sandheden sig erkendelsen
(Heraklit ca. 500 f.Kr.)
Højtærede kære fætter.
Det er en lidt besynderlig historie. Jeg er stadig ikke sikker på, om det er noget, jeg har drømt, eller det virkelig skete.
Vi var tre fætre, som havde holdt 40-års fødselsdag. Ikke sådan at det var planlagt. Det var bare sket. Jeg husker intet om det, men det gør de andre nok heller ikke. Den ene havde fået lidt mere end os andre, og havde et stykke tid ledt efter en dør, han kunne løfte af og sove på! Det var nu blevet sofaen i kontoret.
Fødselaren var mere puritansk og havde rullet sig sammen i et tæppe på stengulvet, Og jeg.... ja jeg vågnede langsomt i den fugtige kolde morgenluft på nogle aldeles mennesketomme gader.
Helt tomt var der nu ikke. Et par gange så jeg en mørkklædt skygge på sin sidste tur i byens gader. Han var snart ikke engang en skygge mere. Han var aldeles gennemsigtig. Han var snart kun en af sine mange historier og skulle bare en sidste gang inspicere sit distrikt. En kold efterårsmorgens sidste blues.
En lille snusket kiosk var åben. Jeg gik ind og spurgte efter noget spiseligt. - Rejs dig ved træet, som du er væltet ved, ævlede den fede indehaver. Han knappede en øl med navn efter vore årstal op til både mig og sig selv.
Jeg var helt inde i den indre by nu. Min mave knurrede fælt. Jeg kikkede på butikkerne, mens de langsomt åbnede. Et lille kælderantikvariat havde stillet en gammeldags ølkasse med gamle lasede bøger ud foran butikken. Jeg satte mig på hug og rodede i den. En af bøgerne fangede min opmærksomhed.
Det var en laset paperback. Jeg tog den under armen og begav mig ned i butikken.
Et magert pigebarn hang ledeløst ind over en stak bøger.
- Hvad vil du? Jeg rakte bogen frem. - Hvad koster den her ? Hun kikkede på mig med hårde smalle øjne. - Hvis du ta'r lidt på mig, kan du få den gratis. Jeg var målløs. - Hvad koster den, gentog jeg i et forsøg på at samle stumperne op. - Så tag den for helvede, hun så hadefuldt på mig. - Bare du skrubber ad helvede til.
På hovedbanen købte jeg et par sandwiches. Jeg ville egentligt også have købt noget mælk eller lignende, men det blev til en øl i stedet. Jeg satte mig på en kant. Bogen var ustruktureret. Dog var et kapitel helliget det pågældende områdes historie. Noget var gamle digte og breve. Andet en blanding af oplevelser, science fiction og lommefilosofi. Maden og øllet steg mig til hovedet som et varmt tungt tæppe. Jeg vaklede afsted. Der stod en kopimaskine i forhallen. Jeg smed bogen på den.
Jeg erindrer ikke min tur til Hvidovre. Næste eftermiddag vågnede jeg, med tør hals og buldrende hovedpine. Bogen kunne jeg ikke finde, men fotokopien lå i min jakkelomme. Derfor må du nøjes med den, selvom bogen selvfølgelig havde været en mere værdig gave. Jeg er imidlertid helt sikker på, at den skal du nok få en dag.
Denne gang må du bare selv opspore den.
Med behørig højagtelse
og rigtig tillykke
din fætter.
Min tilknytning til Ulvshale går tilbage til 1962, hvor mine forældre købte et par nyudstykkede grunde i sensommeren.
Jeg havde ikke været med ude at bese grundene før købet, og så vidt jeg erindrer, var mit første møde med skoven, den dag da huset skulle komme.
Jeg var skuffet. Andre sommerhusgrunde, jeg kendte til, var pæne friserede parker, nyslåede græsplæner og åbne luftige områder. Dette var et tæt sivkrat set indefra til den ene side, og resten var en grøn mur, af tæt krat og småskov. Ydermere skulle der passes på. Bag sivkrattet var der et meget dybt vandhul, som man skulle holde sig fra, og forresten var der også en hel del hugorme, som var farlige, og kunne være svære at se mellem lyng og anden bundbevoksning.
Så kom huset. På en lastvogn, som måtte bakke ned ad hele vejen, fordi der ingen vendeplads var ( vores grund var selvfølgelig den allersidste, for enden af en blind vej ). På bedste buldozerfacon brasede han gennem krattet, og efterlod et hus, som udfyldte den eneste del af grunden, som ikke var krat. Men Ak & Ve. Det var en sump, mine forældre havde købt, og den havde ubemærket ædt sig ind på os, hvorved lastbilen var sunket i til akslerne. Der sad den som en prop i et hul. Det tålte ingen sammenligning med mit billede af sommerhusidyl, selvom det alvorlige i situationen blev vendt til spænding da kranvognen dukkede op. Og sikke en kranvogn. Den havde hjul så store som mine ni års størrelse, og tæt og robust så den ud, som den kom der, ren og nymalet.
Og så tilbage igen, for at vende, og bakke ned ad vejen.
Han stoppede i det der vel måtte kaldes indkørselen, og tøjrede vognen til et af naboens træer med et spil forrest på vognen, førend han lagde an til at trække lastvognen fri, og så :
Trække, trække, fremad det gik; men ikke særlig meget opad; nærmest som om lastvognen en tid overvejede, om den skulle lade sig trække ned i stedet for op. Det var da jeg så den kranbil danse, jeg for første gang oplevede, hvordan ihvertfald den sjove del af et jordskælv må føles.
Igen gennet væk, (det kunne være farligt, hvis trossen sprang), stod jeg, og så i ånden både grund og kranbil skride bort i det bundløse hul bag sivvæggen.
Jeg burde vel allerede på det tidspunkt have anet, hvor langt der var til min friserede opfattelse af en sommerhusgrund.
1962 var også året, hvor to småstater i Afrikas hjerte fik deres selvstændighed.
Det var Rwanda og Burundi. Og fra Burundi, vandrede to spyd og et frihedsklæde, via en missionsstation og de danske baptister, afsted for, uvist af hvilken grund, at ende på en væg i mit barndomshjem.
Men hvad har nu dette med Ulvshale at gøre ?
- Et moskitobefængt sumpland, hvor man kan gå vild mellem flere meter høje bregner, uden at kunne øjne en sti kun tre meter borte, og hvor vedbend og kaprifolier, får lov at kvæle tyve meter høje træer ?
Jo såmænd blev Burundi navnet på mine forældres første hus, hvilket afstedkom en hovedrysten fra postbudet, som ikke kunne formå min far til at modtage et brev som var stilet til en person i Burundi Africa.
- Yderligere hjalp det vel også på fantasiens alter, at jeg, formedelst 2 Kr., erhvervede mig Rider Haggar's "Den sorte lilje" (den første bog jeg erindrer, jeg har købt - og så endda i Stege).
På en eller anden måde blev
drengeårenes indianerhelte
gjort ud af fokus i Afrikas jungle.
JUL I 1978
Om at sne inde
på Ulvshale !
At Ulvshale, også kan være andet end Afrika, opdager man en efterårsdag, når stormene spiller Mikado med skovens træer, og efter et par timer drager videre, og efterlader en valplads af faldne kæmper.
Eller en vinterdag, når vinden er i øst, og den sibiriske kulde har haft frit løb ned gennem den Botniske bugt, uden andet end Gotland og Bornhlom til at bremse (som om det kunne hjælpe) og dernæst rammer Møn's østkyst og drejer nordpå til Ulvshale.
Som dengang i vinteren 78/79, hvor vi var nogle stykker, der var draget i eksil for julen. Nogle stykker vil sige fire mand i alderen 14 til 24, medbringende en schæfer/dobberman,
- samt en undulat.
Det var begyndt at sne lillejuleaftensdag, og i løbet af den 24'ende tog det til. - Jo, tak! Det blev en rigtig hvid jul. Omkring os dalede sneen blødt og konstant, time efter time. Over os kunne vi høre vinden fare afsted over træernes kroner. Vi nød vort eksil. Om dagen travede vi et par solide ture i skoven, og forresten muntrede vi os vistnok, med et slag Matador, og hvad vi ellers havde medbragt af spil og sjov. Radio og TV havde vi med; men vores overenskomst om juleeksil medførte, at ihvertfald til den 26'ende stod den udelukkende på medbragte bånd.
Juledag stod vi op til et land, der var dækket af et cirka 40 cm tykt tæppe af sne. Højt over trækronerne hørtes vindens susen; men nede i jordhøjde var vejret til endnu en tur i skoven.
Tredje juledag var det hverdag, og vi startede Volvoen for at køre til Stege og proviantere. At det var den gamle model Amazone Stationcar, gjorde dog kørslen lettere, da bagagerummets klap var todelt, hvilket muliggjorde, at der stod et par mand på bagklappen, klar til at springe ned og give et skub, når det var tiltrængt. Vel fri af skovvejene hoppede de ind i vognen, og kursen gik nu videre ad den asfalterede landevej. Så snart vi kom fri af skoven, var vejen føget ren, og afsted det gik gennem strandområdet og ned i svinget, hvor vejen drejer op ad Hegnede bakke.
Der begyndte vore problemer. - Snefygning med sigtbarhed på 30 cm. Hold på hat og briller. Det er nok ovre om et par meter, når vi kommer i læ af vandværket...... - Men bump! Der stod vi! Parkeret frontalt i en meterhøj drive, med en Volvo, der var død. Vi trak hurtigt vognen fri af drive og fygning, og jeg lod den rulle baglæns ned i læ, hvor jeg kunne komme til at skille luftfiltret, som viste sig at have indtaget en ikke ubetydelig mængde sne. Hurra for en stabil bil, og så var den igang igen.
Imidlertid var der kommet flere til. Deriblandt en afskyelig snemand fra den anden side af driven, og han kunne berette, at det blev værre længere oppe, på den anden side af vandværket, hvor der holdt en fastkørt bil, som var ved at fyge totalt til.
Så tak ! - Det var tirsdag, og vi var fem, der skulle have fast føde (-sådan en hund spiser jo som en voksen mand), og med den melding kunne jeg godt regne ud, at der ville gå et par dage førend vejen ville blive åbnet, da det jo ikke var en vej, der gik noget sted hen. På den ene side, var det umuligt at få selv en Volvo igennem, på den anden side var der ikke andre veje ud af området. Og Lilly, som købmanden hedder på Nyord, var velsagtens allerede blevet bestormet af så mange andre, hvis ellers der overhovedet var åbent dén vej.
Tilbage til hytten og på med vanten. Det vil sige, ikke bare vanten; men det helt store udendørsudstyr. Den lille, - det var ham på 14, blev sat til at tage opvasken, og passe på at hunden ikke åd fuglen (de var så gode venner, at der absolut ikke var nogen risiko; men på den anden side, knægten skulle jo have noget at se til). - Og så startede vi tre store forfra.
Vi kørte ned til svinget, for foden af Hegnede bakke, og parkerede vognen på en plet, som ikke så ud til at ville fyge til. Vi mandede os op. Steg ud af bilen, kikkede på hinanden og startede. Fremad, opad og ind i det hvide tæppe af fygende sne, som umuliggjorde, at man kunne se noget som helst. Ja knap at man kunne trække vejret. Tyve cm inde løb vi på den drive, der havde standset os første gang. Opad, og igennem. Fart på, og afsted, førend vi vender om og opgiver, endnu før vi er kommet igang. Fem - seks meter henne lettede det lidt, da vi kom i læ af vandværket. Vi vekslede et par blikke. Det var ligefrem spændende. Dette her så ud til at blive en mandfolketur. Foran os lå en travetur på fem km, og hvis det blev ved på den måde, ville vi blive godt forkomne, vor påklædning til trods.
- Turen erindrer jeg kun i spredte glimt og billeder. - To biler, med front mod hinanden, og en stav med en klud i toppen imellem, - telefonledninger, der kom ud af den drive vi gik i
- og et enkelt sted, hvor vejen på forunderlig vis var føget ren på et 10 meters stykke, samt et enkeltstående træ, som kun jeg genkendte, og vidste stod ved en indkørsel til et hus, der var langt uden for vor synsvidde. Hele vejen fra toppen af Hegnede bakke til Stege havde vi vinden ind skråt forfra, og det må have været allerede på et tidligt tidspunkt, at jeg bad Kim holde øje med, at Crazy ikke blev tabt i sneen.
- Jeg var lidt nervøs for at tabe orienteringen, hvis jeg vendte mig. Jeg vidste, hvor jeg havde vinden. Og det var i forvejen en vandring i blinde, med en sigtbarhed der vekslede mellem en og til meter. Isolerede småglimt, hvoraf kun halvdelen kunne bruges til at berolige mine fæller med, at vi altså var på rette vej!
Vel fremme i Stege, gik vi ind på "Mølleporten", for at tø op. Med is og sne i hele hovedet, bestilte jeg "tre Blå Nykøbing", ved baren. Et par af de lokale studerede min isanretning. På spørgsmålet, hvorfra vi var kommet, svarede jeg "Ulvshale";
- hvorefter de tabte interessen for mig. Den var vist for langt ude til at kunne bydes for en Mønbo. Et kvarter senere, da jeg stadig kæmpede for at optø isen, så jeg kunne få tørklædet fri af skægget og smage min velfortjente, og efterhånden knap så kolde øl, kom én af dem fra baren ned, for at høre, om det måske alligevel var rigtigt, at vi var kommet travende tværs gennem den hvide zone, som alle andre, end os, vidste isolerede Stege fra omverdenen.
- Vel hjemme igen, fik vi travlt med at studere radio og TV. Hvis vi, før vores fourageringstur, havde hørt radioens meldinger, ville vi sandsynligvis ikke have vovet turen. Nu var det ikke uden en vis stolthed, at vi hørte DR's nyheder "fra den hvide verden". - Næstved kasserne, som efterlyste hjemsendte kørere til pansrede mandskabsvogne, der på grund af deres larvefødder er terrængående. - Vi hørte også at politiet forbød al udkørsel syd for Rønnede. - Vi hørte om et kompagni soldater, som havde meldt sig frivilligt, for med spader og skovle, at grave toglinien fri mellem Vordingborg og Næstved. - Og vi hørte om folk, som var frosset ihjel i deres biler, og om dem, der var meldt savnet, efter at være gået vild på vej til naboen.
- Tre dage senere nåede det første køretøj frem til området. Det var et bæltekøretøj med medicin til nogle ældre mennesker i området.
Dagen efter vores udflugt til Stege, sov vi længe (-måske vi var lidt trætte!). Det var ihvertfald blevet lyst, førend Kim vækkede mig, og fortalte at der ikke var noget vand i hanen, og det ville blive så som så med morgenkaffen. Jeg husker, at jeg svarede noget i retning af: "Og hvad så ? Der er sne nok udenfor", og vendte mig om, i sikker forvisning om resultatet, som heller ikke udeblev. Ti minutter senere lød et brøl. En hel gryde sne, giver ca. én cm vand i bunden, når den er tøet. Jeg tilstår, at jeg i det øjeblik nød at være unddrager. Jeg rullede mig roligt ind i min dyne, og tog en halv time mere, mens jeg overvejede den nye situation vi sad i. Heldigvis havde jeg, da vi var på indkøb i Stege, købt en balje og ikke en kælk til vores forsyninger, og den så atter ud til at kunne gøre nytte til optøning af sne til drikkevand.
- Med overdreven søvnighed, væltede jeg lidt senere ind til min, efterhånden tiltrængte morgenkaffe, dryssede en kvart teskefuld salt i og satte mig roligt til at røre rundt, som om det var den mest naturlige ting af verden. - Chockbølge bordet rundt! "Sover du stadig, eller har du fået snekuller ?".
" - Smag på jeres kaffe". - Jeg vidste, fra min femte klasses læsebog, at sådan gør samerne, for kaffe brygget på vand uden mineraler, smager som at række tungen ud af vinduet. To minutter efter sad vi alle og rørte i vores letsaltede kaffe.
Helt stolt ved situationen var jeg nu ikke! Der var frost og snestorm. Som sagt var vi fire mand, og en stor hund. Vi havde mængder af brød og ris, samt en dunk med 25 liter hjemmebryg. Problemet med det frosne vandrør havde vi løst med baljen, selvom det vanskeliggjorde arbejdet i køkkenet, som i forvejen ikke var stort. Men hvis strømmen gik....... Huset var ikke for godt isoleret, og elpanelerne kørte på fuld tryk. Madlavningen foregik på elkomfur. Lad gå med lyset, der kan man klare sig med stearinlys; men uden strøm ville vi ikke kunne klare mere end én time. Evakuering til Stege kunne der ikke være tale om, og i baghovedet gennemgik jeg mine naboers huse for hvor, der var brændeovn og pejs. Nuvel, så galt gik det heldigvis ikke, og vi opdagede hurtigt, at vi ikke var de dårligst stillede. Rundt omkring, i skovområdet, var der folk i op mod 70 huse. Mange af disse var kun taget ned for at holde jul, og havde, bortset fra forhåndenværende dåsekonserves, ikke mange forsyninger. Til gengæld var der også dem, som havde rigeligt, fordi deres julegæster ikke var kommet igennem, før sneen lukkede af for al trafik.
Dette medførte en del besøg i dagene mellem jul og nytår.
- Om vi kunne undvære dette eller hint. Eller havde for meget af noget tredje o.s.v. Heldigvis havde jeg købt rigeligt med ris (de er lettere at transportere end kartofler, når turen går med balje over snedækket terræn). Tuskhandlen blomstrede i al venskabelighed, mens man spurgte nyt hos hinanden.
Femten år efter, da jeg stod og snakkede med én i området spurgte han, om jeg kunne huske, at jeg havde givet ham hjemmebryg ? " - Nå, det var dig, der sad og end ikke havde, så du kunne skåle det nye år ind! "
I sommeren 1980 gik jeg en tur i skoven.
Det tog 6½ måned.
Men efter en måneds skovture blev det lidt ensformigt, og kedsomheden tog over, hvorfor den næste måned stort set gik med at sove! Men det især gi'r stof til kedsomhed.
Stemple hveranden tirsdag og hente understøttelse hver torsdag.
- og hvad så ?
Lægge kabale. Lytte til Moody Blues
- og hvad så ?
Her sad jeg. Ti kilometer til Stege. Som om der skete alverden. Så mutters alene som man kan være, med to fastboende naboer indenfor en 1 km radius, og selvom bussen passerer 5 - 8 gange i døgnet, er det ikke befordrende for andre, end brugerne.
Jeg oplevede erkendelsen, af den følelse, at hver dags udfordring lå i ikke at lade netop denne dag gå til spilde.
Selvfølgelig fik jeg gæster. I snit vel en gang om måneden. Til gengæld blev de oftest et par dage eller fem.
- Men hverdagen!
At spise og sove, har for mig aldrig været livet; men noget imellem livet, og her var spørgsmålet/udfordringen hvad jeg skulle sætte imellem det at sove, og det at spise.
Udfordringen blev:
at få tiden til at gå,
uden at gå i stå.
En dag fandt jeg en hare, der var blevet ramt af en bil. Det var nyligen sket, thi den var varm endnu, skønt absolut død!
Mit kulinariske kendskab til sådan et kræ, begrænsede sig til en viden om, at vildt skal hænges op til modning et par dage, hvilket passede mig fint, da jeg alligevel skulle til byen et par dage senere. Ved den lejlighed kunne jeg så gå på biblioteket og låne en kogebog.
Mens damen ved skranken udstedte mig et lånerkort, gik jeg en tur rundt på biblioteket. Der faldt jeg over en tosset titel. Hvordan og hvorfor blev jeg aldrig klar over. Måske var det min underbevidsthed, som læste titlen. Jeg ved det ikke, jeg rakte bare armen frem og tog bogen med mig.
" Var guderne astronauter ?" Jeg fristes til at sige : Tovlig titel til tosset bog. - Det viste sig at være en tese om, at alle de guder, som alle folkeslag til alle tider har berettet om, i virkeligheden var en slags ulandsfrivillige, som kom fra fjerne solsystemer med det formål at hjælpe aberne ned fra træerne! Bogen var en fagbog, nok mere sjov end egentlig interessant. Alligevel kunne jeg ikke dy mig for at se nærmere på de øvrige bøger med samme nummer på ryggen, og da det regnede en del den sommer, fik jeg læst en del. Den ene bog henviser til den anden, som så henviser til en tredje o.s.v. og et par måneder senere fandt jeg mig selv siddende med et af Aristoteles' værker. Noget af det læste jeg ret ind, mens andet krævede overvejelse og tid. Det skete flere gange, at jeg ikke så, endsige talte med et andet menneske i tre på hinanden følgende dage. Da der således ingen var til at debattere det læste med, fik jeg filosoferet en hel del over mangt og meget.
Det var ikke småting mine sparsomme gæster måtte lægge øre til, og til sidst satte jeg mig til at samle, hvad der forekom mig at være universelle guldkorn, krydret med det som mine fætre, det var dem der oftest besøgte mig, kaldte Levi's lommefilosofi; men som Platon sagde :
- det høje skal genfindes i det lave; omend i en anden form!
Aztekerne sagde :
Vi er kommet for at sove
Vi er kommet for at drømme
Det er ikke sandt
Det er ikke sandt
at vi er kommet til jorden for at leve
Snart skal vi kun være spirende græs
Vore hjerter skal grønnes
skal åbne deres blade;
O, vor krop er en blomst
og den blomstrer og visner bort!
Menneske og samfund/kultur!
Et spejl af hinanden!
Du er uendelig lille
i et stort samfund,
som er skabt
af uendelig mange gange dig!
Du er tandhjul i værket!
Hvis du slides op, bliver du udskiftet!
din fri vilje begrænser sig
til en smule slup - eller slør!
Og din vej fremad
går bagud
gennem erkendelse!
Tid & Sted
Lysets hastighed : 300 000 Km/sekund
Trehundredetusinde Km på ét sekund!
Ganske pæn fart. Men det tager et sekund.
nej, for uret står stille
ved lysets hastighed!
Men hvis 0 sec. = 1 sec.
300 000 Km fra hinanden,
må tid være afhængig af sted!
Og/eller : To hændelser
kan ikke ske samtidigt
på to forskellige steder!
Og mens tiden farer forbi
dér, hvor tiden står stille
står jeg
og ser et sekund.
Tuen
Selvom den enkelte myre
løber hid & did -
Skyder tuen alligevel !
Den enkeltes sik - sak,
ophæves af gennemsnittet!
Gennem samfundet - skaber du fremtiden!
Gennem hinanden - har vi skabt en maskine
som vi så har gjort os afhængige af!
En maskine
som truer med
- måske allerede har
taget magten fra os
- løbet løbsk!
i sig selv et liv
som er opstået
- og groet stærkt
omend langsomt!
Den Stærke
Man siger, at den stærkeste overlever!
- Gør han det?
Vis mig én !
Det må altså hedde:
Den stærkeste lever længst!
(Så er en eg,
stærkere end en papegøje,
og en papegøje,
er stærkere end mig!)
Sandheden ?
At søge efter sandheden, er som at have en plet i øjet.
- Et lille stykke fra fokus!
Den er der hele tiden. Kun et lille stykke væk.
Men den sidder fast. På sin plads i øjet.
Men den sidder fast. Det hjælper ikke at kigge.
Den følger bare med. Væk fra fokus.
Så stop dog
så vent da
Hvad sker
Når jeg finder dig?
Sandhed !
Hvem jeg søger.
Hvis er du?
Hvor er du?
Er du alles?
Eller kun min
Jeg kan ikke svare for andre.
Kun for mig selv.
Så stop dog.
Lad mig se dig klart
Du - min del af elefanten!
og således lærte jeg at se,
at se det store i det små;
- at drømme med åbne øjne.
En kort illusion !
Blot en drøm.
et øjeblik - og pist !
flygtigt som et stjerneskud !
Fascinerende
- og borte
En dagdrøm !
Men en drøm så dragende !
Kaldte & Krævede :
Drøm mig
- igen og atter !
Hvor ska' vi hen du?
Såmænd er det meget nemt at finde. Kør ud over Dronning Alexandrines bro. Det er den, der i daglig tale kaldes Mønbroen. Fortsæt frem mod Stege. Efter at have passeret broen, som danner overgang fra Lendemarke til Stege (rejsende med bus fra Køge eller Vordingborg skifter til linie 53 mod Nyord på terminalen til højre), fortsættes 100 meter frem til torvet. Drej til venstre langs med politistationen og fortsæt ca. 10 kilometer. - Hvis det er i sæsonen maj til oktober: Fortsæt til du bliver spist af myg!
I virkeligheden begynder Ulvshale allerede når man passerer åen på vej ned ad bakken fra Hegnede; men det første stykke langs stranden har aldrig sagt mig alverden. Man kører rundt i svinget, og har en masse sommer- og strandhuse på venstre side, med små friserede haver og et par handlende, hvoraf en enkelt er et rimeligt godt og billigt spisested, hvor man ihvertfald ikke går sulten fra bordet. På højre hånd ligger diget, bag hvilket, man af og til skimter Østersøen. Et lille knæk på vejen, og stranden flader ud til én af de bedste danske badestrande.
Efter campingpladsen, går en enkelt sidevej ned til højre langs skovgrænsen, hvor jeg i årenes løb har plukket ikke så få spande brombær. Det er vejen ned til Europahøjskolen, samt et behandlingshjem og nogle enkelte sommerhuse i skovens nordøstlige hjørne. Spadserer man ind i skoven ad denne vej og holder til venstre, hvor Sandvejen går mod højre, kommer man ind ad midtvejen, som går ret gennem skoven og kommer ud mellem skansen og stenværket, på vej mod broen til Nyord.
Man vil på denne tur opleve en skov, som gradvist ændrer karakter, og fra den gamle festplads i skovens midte bliver terrænet mere og mere rodet og urskovsagtigt.
Også fra landevejen er oplevelsen speciel. På højre side bliver skoven hurtigt en tæt grøn mur, medens man på venstre side oplever en lidt mere afvekslende natur med bl.a. et større lyngbevokset areal med spredte enebærbuske. Lidt sump, og man passerer Ulvshalegården, før man når det sommerhusområde, som ligger i skoven. Man ser dog ikke meget til husene. De ligger gemt på vejens venstre side, med adgang af nogle få tilkørselsveje (4 stk. til 300 grunde).
På højre hånd er den fredede del. - Det som jeg kalder skoven. Overfor Ulvshalegården passerer man noget, der ser ud som en bregnebevokset lysning. Det er nu kun en lysning, når det ses fra vejen. Terrænet skråner nedad, og hvis man går derned, vil man opdage, at man forsvinder mellem 2½ meter høje bregner, samt at man med stor sandsynlighed er ædt af vilde horder af myg, førend man er kommet op igen.
Lidt længere fremme, i et sving, hvor skoven ser mere "normal" ud, står der et informationsskilt med et kort over skoven. Kortet er for så vidt meget godt; men der er lige det ved det, at skoven i sig selv gør det herligt vildledende, da kortet umuligt kan rumme den række af sving, som der er på de enkelte stier. Disse er, som følge heraf stort set tegnet, som mere eller mindre rette linier. Og for øvrigt er én af de herfra udgående stier den, der i et senere afsnit omtales som skovarbejderstien, og som i løbet af ingen vej, ender i et virvar af dyreveksler.
Lidt sump afløses af brombær, førend man øjner en af de skovsøer, som er blevet følgen af års stengravning. Ved formaling af bl.a. kridt og kalk, kan man ikke bruge jernkugler da disse ruster, hvilket resulterer i en rødlig affarvning. Stenene i Ulvshales undergrund, er imidlertid kugleflint, som er slebet runde ved årtusinders vandring, hvorfor de er specielt velegnede til kuglemøller. Der blev derfor fra ca. 1930 gravet og eksporteret sten i tonsvis fra Ulvshale. I begyndelsen af halvfjerdserne blev det dog efterhånden mere rentabelt at benytte kugler af rustfrit stål, og i 1974 lukkede stenværket. Den dengang opgravede stenmasse, har resulteret i tre huller, hvori regn- og grundvand har samlet sig til søer. Disse søer udmærker sig forresten ved at være regelrette. Godt og vel 100 meter lange, rette, og ca. 10 meter brede vandhuller, som siges at have en dybde på omkring 4 meter.
Herefter ændrer skoven atter karakter, til noget der altid har fået mig til at tænke på Svantes viser, hvor han, bange for at blive søsyg, står og stirrer mod det forjættede Sverige med sine lyse birkelunde.
En telefonboks - og et par enkelte huse, som må have stået fra før Arilds tid, eller ihvertfald fra før fredningens, da de står på den "forkerte side" af landevejen; og så er man pludseligt ude af skoven.
Indkørslen til stenværket, som er omdannet til plads for det lokale bådelaugh, - et par enkelte huse; og man er fremme ved slutningen : En parkeringsplads med endnu et turist-informationsskilt med kort over området, er det sidste inden broen til Nyord.
Broen er bygget i 1969 men har kun en vognbane. Den er derfor udstyret med et stopsignal, som af en eller anden grund ofte er i uorden, idet det viser konstant rødt i begge retninger. Desuden har broen den særhed, at den ved storm i en bestemt vest-sydvestlig retning, giver lyd fra sig! - Ikke bare en fløjten; men en til marvgående hylen, som bæres kilometer bort, og kan være så intens og uhyggelig, at det kræver overvindelse at få sig selv til at passere broen til fods!
Broen har dog også sine stille stunder, og ofte har jeg på mine aftenture slået et smut ned for at nyde udsigten derfra. I nord er der ikke meget andet at se på end naturen, og et enligt fyr på Stevns; men et stykke til venstre derfor, mod nordvest, kan man på mørke aftener se en lysboble over Sjælland. Det er lyset fra Præstø. Mod syd er der straks mere at se på, idet at Mønbroen, med Dronning Alexandrines perlekæde af lys ligger ret forude, flankeret af en lysboble fra Stege, og den meget mindre; men også nærmere Nyord by på den anden side.
Også i dagslys er udsigten en oplevelse værd. Muligvis er det det hurtige skift fra skovens tæthed, der gør det; men her, kun godt 100 meter ude af skoven har man fri udsigt ¾ cirkel rundt. - Lindholm, med forsøgsstationens hvide bygninger, og 8 km borte Mønbroen, som i klart vejr kan være et skue, der er et postkort værd. Skibe med sejl, og Sjællands skove, der hæver sig op bag det lavtliggende og flade fuglereservat som Nyord stort set består af. Natur og engområder, og Ulvshale-strømmens vand omgiver og betager én; som myggene gjorde det i skoven.
Hvad er der så, bortset fra myg og ørnebregner, der gør denne lille skov så særegen og speciel?
- Muligvis fornemmelsen af eventyr! Det er ligeledes muligt, at denne bog kun er et produkt af en drømmers opfattelse af eventyr; men hvis det danske land noget sted skulle rumme plads til en forlængst glemt elverflok, så må det være her! På mine ture i skoven har jeg, endda i gentagne tilfælde, mødt mennesker, som er gået vild i skoven. Det burde ikke være muligt i en så lille skov, og alligevel er det, som om selve skovens sjæl får drejet den nyankomne en knap. Med alt fra beklemthed til panik i øjnene, kommer spørgsmål som: Undskyld; men hvordan kommer man ud herfra, - eller: De kunne vel ikke fortælle mig, hvordan man finder tilbage til Europahøjskolen? - Jo, selvfølgelig kan og vil jeg det; men jeg undlader ikke at spørge hvor længe folk har travet rundt. Måske er jeg blot én af en håndfuld originaler, som sætter pris på naturens helt egen orden, - eller mangel på samme; men indtil nu er rekorden på 4 (FIRE) timer! - Og så er det ikke engang den bedste (-eller værste om man vil). Jeg har engang fundet en forladt bus derinde. Chaufføren var ikke stedkendt, og hvor asfaltvejen drejer ind til Europahøjskolen, var han fortsat ret ud i skoven. Da han blev klar over fadæsen, var det for sent at vende, og et forsøg derpå endte med, at han sad fast. Det samme gjorde en vognfuld ældre damer et par år senere; men med den kedelige forskel, at det var hamrende varmt og midt i myggesæsonen. Selvom det var synd for dem, var det faktisk urkomisk! Sludrende med en fætter, kom jeg vandrende gennem skoven, da et "Hallooo" fangede mine ører. "Hallooo, er der nogen ?" - lød det igen! Ja, ja! Er på vej, tænkte jeg, og lagde vejen om i retning af kaldet.
Det viste sig at være tre ældre damer, som var fortsat længere end føromtalte bus, og først var stoppet, da bilen sad ubehjælpeligt fast oven på en gammel stub, så langt ude, at vejen forlængst var kun en sti.
Ja, det er her jeg tager hen for at slappe af! Somme tider keder jeg mig nok til at fatte en fukssvans for at nedlægge et birketræ, for i det mindste at holde lys på egen grund, og somme tider får jeg de mest fantastiske oplevelser i tilgift!
KOGEBOG
At kalde dette afsnit, for en kogebog, er klart en overdrivelse; men med årene har jeg erfaret, at skoven kan være særdeles gavmild for den, der ikke er alt for sart med at sætte sine smagsløg på prøve. Hvis man enten skal vandre fire kilometer til en købmand, eller som alternativ skal bruge en halv dag med bus, kan man i sultens og dovenskabens navn, affinde sig med meget!
Indledningsvis skal det siges, at jeg hjemmefra har lært, at alle svampe kan spises; men virkningen kan være højst forskellig. Dette er en sandhed, jeg altid har holdt mig meget nøje for øje.
Jeg har valgt, at ordne kogebogen alfabetisk efter råvarerne. Og det uden at skele til om det er god, dårlig, sød, sur, besk eller bitter smag, der er blevet resultatet af mine kulinariske forsøg.
AGERN
Kun få af skovens nødder er så proteinrige og nærende som egens frugter. Til gengæld smager de så rædselsfuldt, at de må siges at være uspiselige for de fleste mennesker.
BIRK
Birketræet kan bruges til flere ting!
- Dels kan de friske blade bruges til salat om foråret; omend de er knap så sprøde som bøgens, - og dels kan saften drikkes som saftevand eller stilles til side til gæring af vin.
Tapning af saft kan gøres på flere måder; men er afhængig af det enkelte træ! Tidspunktet er dog altid foråret, hvor saftstigningen er størst.
1 Godt en meter over jorden, bores der et hul på
ca. 8-10 mm i diameter, og ca. _ ind i stammen. Sæt en slange i hullet og stop den anden ende ned i en dunk! Et par liter i døgnet vil ikke være unormalt i marts/april.
2 - Men hvis man alligevel skal beskære et birketræ, hvorfor så ikke forene det?
Under en storm et forår blev jeg holdt vågen en nat lang af en gren, der til stadighed bankede på husets væg. Næste morgen gik jeg ud for at save grenen af. Resultatet blev, at jeg var drivende våd af saft, før jeg havde fuldendt arbejdet med en 15 cm tyk gren. Ydermere blev trægulvet under snittet så glat af saften, at det var forbundet med fare at passere underneden. I forsøg på at stoppe "blødningen" anlagde jeg en forbinding af et dobbelt lag Vita-Wrap. Efter en halv time så det ud som om, træet var ved at puste balloner op. Efter en time brast filmen, og jeg var lige langt. Da jeg således ikke kunne stoppe blødningen, iværksatte jeg tapning fra snittet. Jeg klippede en halv meter husholdningsfilm og lagde midten over en slange ved hjælp af en elastik. Prikkede hul ind til slangen, og foldede den resterende film ud over snittet i grenen og bandt til med et stykke snor. Derefter lagde jeg slangen ned i en skål.
10 timer senere var skålen fuld, og de første 2 liter saft var klar til gæring.
VIN på birkesaft:
2 kg sukker hældes på en 25 liter ballon, som under omrøring fyldes op med saft. Tilsæt ca. 25 g gær, og lad henstå mørkt i et års tid.
På birkens bark kan der desuden laves en god nærende grød/suppe; som dog har den absolut dårlige side, at den smager så gennemtrængende vederstyggeligt, at det er umuligt at forestille sig, førend man har prøvet. - Det er muligt, at den grimme smag fortager sig, hvis man behandler barken som bønner (det vil sige, giver dem et opkog, kaster vandet bort, og starter forfra). Alene tanken om den smag har dog afholdt mig fra at prøve igen!
BLÅBÆR
- Blåbærrene i Ulvshale skov er små og søde. Jeg har i min barndom brugt mangen en halv dag på at plukke til næste dags morgenmad, hvor de blev serveret med mælk på.
Senere, har jeg både brygget vin og lavet syltetøj på disse ganske udmærkede bær. De er dog så små, at man nemt bruger en time på at plukke nok til ét glas, - mens man bandende erfarer, hvor myggene har gemt sig i middagsheden.
SYLTETØJ:
1 kg sukker til 1 kg bær. Koges op med max. ½ kop vand, og jævnes med Marmelit. (Se i øvrigt opskrift på posen).
VIN:
Hertil skal der bruges ca. 1 gulvspand til 15 liter vin.
Høsttid : Juli - August
BROMBÆR
Af alle skovens bær og frugter, er brombærrene for mit vedkommende den bedste afgrøde. Syltetøjet skaber altid glæde, hvadenten det er til et stykke brød, eller det er på is. Opskriften står bag på posen med geléringspulver; men kan med fordel tilsættes lidt citron, eller lidt Rom, hvis man ved et tilfælde har en sjat ved hånden.
En dag jeg skulle have gæster, fik jeg følgende idé : Jeg kogte et par håndfulde søde og modne bær ud i lidt vand. Hældte det gennem en si, og gav suppen en gang husblas.
- Det skabte noget nær ekstase hos børn og barnlige sjæle, da jeg pyntede en kanelkage med denne brombærgelé!
BRÆNDENÆLDE
- Om brændenælder kan der sikkert siges en del; men fattet i korthed er det en endog særdeles sund og nærende plante.
Tilberedning:
Hakkes som spinat og koges til suppe.
- Den minder om grøntkål/spinat.
Som et alternativ til persillesmør kan man passende forsøge med brændenældesmør.
BØG
- I det tidlige forår er der ingen salat, der er så frisk som bøgens nyudsprungne blade.
(Bøgesalat vinder med en citronmarinade).
ENEBÆR
Ulvshales enebær er helt specielle!
Der er ikke særlig kraftige i smagen. De er derfor ikke specielt velegnede til retter som "Enebærgryde" og "Forloren Vildt" medmindre, man overdoserer temmelig kraftigt.
FORLOREN VILDT:
Hakket okse, med stødt enebær, "låg" af røget bacon og tilberedt som forloren hare.
Derimod er de særdeles velegnede til Gin.
- Og det såvel "våd" som "tør"!
Prøv at plukke et modent enebær. Læg det under tungen et minuts tid og bid så forsigtigt i det........
- Jeg kan ikke smage forskellen til en Beef-eater gin.
- Eller læg 5-6 bær i en flaske Vodka et halvt års tid eller tre.
- Eller fyld et syltetøjsglas halvt op med bær og dernæst helt op med sprit. Glem så glasset et par år i et mørkt skab. - Et par dråber er nok til at forvandle et glas f.eks. Vodka til Gin.
Høsttid : September
HARE
Som berettet andetsteds, fandt jeg en dag en hare, der var blevet ramt af en bil. Jeg hængte den op i bagbenene indtil, jeg havde været på biblioteket efter en kogebog.
Der var op til flere kogebøger med op til flere forskellige opskrifter på hare; men én af dem påkaldte sig min opmærksomhed! - Det var en skovriders kogebog, og han anbefalede haresuppe i endog meget stærke vendinger.
Haren var ramt i brystet og efter at have hængt i tre dage, så jeg, da jeg flåede den, at hele forenden var misfarvet, hvorfor jeg bortskar al misfarvning og kogte suppe på resten
Tilberedning & kogetid:
Ca. 3 timer - med gulerødder, kartofler, løg og forhåndenværende grøntsager.
HUGORM
Nu om stunder er de fredede og i øvrigt så sjældne, at det er en sjældenhed overhovedet at se dem. Men tilbage i begyndelsen af tresserne vrimlede Ulvshale med hugorme. Jeg tror min far slog 14 hugorme ihjel det første år; og det vel at mærke på vor egen grund.
Nu er der bare det ved det, at hvis en hugorm først er flået og stegt, er der ikke en mors sjæl, der kan se, lugte eller smage forskel fra en ganske almindelig ål.
HUNDELØG
Vilde hvidløg, eller hundeløg, er noget, jeg har spist siden, jeg som dreng opdagede dem på Reersø. Jeg kunne dengang terrorisere en hel feriekoloni ved rolig og besindig gnasken rå løg; men foretrækker i dag at have en flaske vand i den ene hånd og et glas rødvin i den anden.
Høsttid : Ca. Juli
MÆLKEBØTTE
Mælkebøtten er en glimrende salaturt, som på grund af sit høje indhold af vitaminer og bitterstof er både nærende og mættende. Den kan desuden, om ikke erstatte, så ihvertfald drøje alvorligt på humlen ved ølbrygning!
RØNNEBÆR
At rønnebær er velegnet til gelé, er velkendt for de fleste. At rønnebær også er grundbase i "Gammel dansk", er måske knap så velkendt.
Desuden er de også ganske velegnede til rosévin.
Rosévin (25 liter) :
To store bæreposer fyldes med bærranker. Disse afribbes og skoldes, før de hældes på en rengjort ballon. 5½ kg sukker opløses i kogt vand og tilsættes sammen med lidt gær. Fyld ballonen op med udkogt vand, og lad den stå mørkt et års tid. Omstikkes et par gange undervejs.
(udkogt vand er vand, som har kogt ca. 10 minutter)
SLÅEN
ADVARSEL:
Den er så besk, at jeg aldrig har smagt noget lignende......
- altså før den har fået frost; og lad mig så lige advare :
Fugle og egern ved, når den er god, og så er den særdeles velsmagende sin lidenhed til trods!
Spises som godbid eller dessert direkte fra busken eller trækker et år i sprit!
SVAMPE
Jeg ved som beskrevet i dette kapitels indledning, at alle svampe kan spises; men virkningen kan være højst forskellig!
- Ja til tider direkte fatal.
Hvert år hører vi i nyhederne om mennesker, som er gået galt i skoven og skal til udpumpning, eller hvad værre er; dør, fordi de troede.............
Personligt har jeg aldrig turdet tage chancer på den konto; men selv da kan skoven levere et rigt udvalg. Jeg startede min første svampejagt på biblioteket, hvor jeg lånte 3 - 4 bøger af forskellig type og omfang. - Der var både én af Morten Lange, professor i svampe; men der var også Kommas lille til at have med i lommen!
Stegning af svampe:
De fleste svampe indeholder så meget væde og er så svage i smagen, at jeg normalt vil anbefale at lægge svampen på en kold, smurt pande. Ved dernæst at varme panden langsomt op, vil en del af væden fra svampene fordampe mens smagen bibeholdes.
BLÆKHAT
I sit tidlige stadie ligner den de små parasoller, som sættes til pynt i kanten af en drink. Senere smelter den til noget, der virkelig ligner en blækklat!
Den er særdeles god, når den stegt serveres på ristet brød.
men advarsel : Den indeholder antabus!
- næ, det var ikke svampen, der var giftig; men den flaske vin du drak til maden, som gav dig forgiftningssymptomer.
STØVBOLD
Støvbolden er en fin spisesvamp, som man ikke går galt af. Ingen anden svamp kan opnå størrelse og facon som en fodbold, der er rullet i sne. Men selv som lille er den nem at kende og kan kun med meget dårlige øjne forveksles med en bruskbold, som opskåret for øvrigt er så sort indeni, at man alligevel ville vælge at kassere den.
KRYSTALSTØVBOLD
Krystalstøvbolden er en meget lille støvbold (1-8 cm i diameter) med en masse små millimeterstore krystaller på overfladen.
En særdeles velsmagende svamp, som især gør sig godt i omeletter!
FLUESVAMPE
De fleste fluesvampe kan kendes på de hvide prikker på hatten, og kun få er spiselige, som f.eks. den BLEGRØDE, som dog kan forveksles med den RØDE fluesvamp.
KAMFLUESVAMP
Kamfluesvamp er den eneste, jeg vil anbefale. Den er ca.
10-15 cm høj med en lys brun hat på 6-8 cm i diameter, som i hattens rand har tydelige mærker som efter tænderne på en kam. Det er den eneste svamp, som har hul stok.
Kan koges eller steges.
RØRHATTE
Se på undersiden af en champignon eller de fleste andre svampe. Der er lameller (ligesom på bagsiden af køleskabet);
- rørhatten adskiller sig derved, at man kikker ind i enden af en masse rør!
Der findes utallige typer af rørhatte; men junglen er ikke uoverskuelig, og der er kun tre regler, man skal lære :
1....... Giv svampen et snit i hatten:
HVIS DEN BLIVER BLÅ i løbet af et halvt minut; er det en Satans Rørhat.
- Den er GIFTIG
2....... NETSTOKKET RØRHAT minder om Carl Johan; men er mindre, ugiftig men USPISELIG.
Én af disse blandt tyve, ødelægger maden.
3....... Én af INDIGO-hattene indeholder antabus.
(Den ser alligevel uappetitlig ud,
- rød/gul/blå)
OM AT SKRIVE. . . . .
At give sig i kast med en opgave, som at skrive en bog om et område, medfører, at man begynder at se på andre måder. Vel kender jeg området som mine egne bukselommer; men gør jeg nu også det ?
Jeg husker et par træer! - et par af skovens kæmper, som er borte nu. Og når jeg siger borte, vil det sige, at jeg skal lede, og vide hvor jeg skal lede, for at finde spor efter det træ jeg i min barndom kaldte "egerntræet", - og det endda kun ti år efter træet er fældet.
Da jeg i efteråret 1982 selv købte mig en grund, var det første jeg gjorde, at springe hen over en lille eg. I dag er den tre meter høj !
Jeg tror, det var sidst i firserne, at et hold skovarbejdere fik lavet en sti til arbejdet. Da skovarbejderne var færdige, groede den til på kun tre år. Og det, så at det den dag i dag, er en sport, at se hvor man kommer ud, når man begiver sig ind ad dens begyndelse, som snart er det eneste der er tilbage, bortset fra et virvar af krydsende dyreveksler.
Jo, jeg kender min skov; men hvad ved jeg om den? Hvor gammel er den ? - Og hvem ejer den ?
- Siden min barndom har jeg troet, at skansen var bygget for at forhindre svensken i at nå Stege, mens Svend Gønge generede dem, ikke langt borte, på den anden side af sundet, (han har muligvis passeret Ulvshale i 1658, hvor han var et smut i Stege).
I dag ved jeg, at svenskerne netop gik syd om Møn for at nå uopdaget til Vordingborg. - Samt at skansen, ihvertfald i sin nuværende form, er bygget i 1807, som værn mod engelsk invasion, efter at de havde knust den danske flåde.
Mine kildehenvisninger vedrørende Møns tidligere historie er sparsomme; men meget enkle. Særligt interesserede henvises til : Møns historie, af tidligere Rigsdagsmand Frede Bojsen. Denne Bojsen var den selvsamme, som byggede Rødkilde højskole og var skolens første forstander. Bojsen har med sine ni bind (plus Stege By's Bog), formået ikke blot at skrive en landsdels historie; men gennem sin fortællestil ligeledes at levere en spændende beretning. Hvad man dog ikke kan læse i Bojsens beretninger er, i hvor høj grad han selv har taget del i skovens bevaring. Med tak til Naturhøjskolen gengiver jeg her et udsnit af Åge Bojsen Møllers artikel : Frede Bojsen og Møn, hvilken blev bragt i skolens 125 års jubilæumsskrift:
Fællesskoven var blevet brugt til græsning og var i en dårlig forfatning; men Bojsen forestillede sig, at skoven kunne bringes i god stand, hvis den blev samlet på én hånd. Han opkøbte derfor så mange parter som muligt, hvilket blev til cirka halvdelen af skoven samt engarealer på Vedelen og på Horsnæs. Samtidig enedes han med de øvrige parthavere om en udskiftning, så ejerforholdene blev bragt i orden til almindelig tilfredshed.
I sin halvdel af skoven lod Bojsen foretage læplantninger under ledelse af skovrider Smith og med gode råd fra Dalgas. Målet var som sagt at genskabe skoven og samtidig foretage en slags frivillig fredning. Den første egentlige fredning i Ulvshale kom dog først i 1929, et par år efter at Bojsen var død.
HISTORIE
Navnet Møn, kommer fra det oldnordiske Maun (på latin Meonia), og gamle overleveringer fortæller at Møn i fordums tid bestod af syv øer, hvilket for så vidt ikke lyder helt forkert, da et søkort fra år 1692 tydeligt viser halvøen Koster, som en selvstændig ø.
- Møns oprindelige hovedby er Keldby; men omkring et "jernlukke", altså et havneindløb, som kunne lukkes med en kæde tværs over indsejlingen; er Stege by vokset op.
Rent historisk er der ikke meget at berette om selve Ulvshale. Sandsynligvis er området en rimelig sen landdannelse, på næppe mere end 3-4000 år. De stenalderfund, der er gjort, er stort set fremkommet under gravning af kugleflint, og de tyder på at Ulvshale i stenalderen har været et fladvandet område, som har været velegnet til fiskeri, til fods, eller fra mindre fartøjer. I en udtørret sø nær Hegneden er der fundet en særdeles flot flintekniv i resterne af en udbrændt båd, som formodedes at være en ligbåd.
På øen Lindholm, er der fundet rester af en stenalderboplads. Selve Ulvshale glimrer dog ved fravær af tidlige tegn på beboelse, til forskel fra Møn som helhed, som allerede på et meget tidligt tidspunkt må have været beboet. - Og det endda rimeligt tæt, hvilket indikeres af det store antal kæmpehøje, som øen har, sine 216 km² taget i betragtning.
Helt tilbage fra den grå oldtid, har vandvejen været befærdet af mennesker. Overalt, hvor mennesker har boet ved vand, har de skabt fartøjer af forskellige typer, tilpasset de lokale forhold. Og løsningerne har været mangeartede.
Der har været alt fra udglødede, og udhuggede træstammer, til kanoer af bark, eller skibe af skind, og til større byggede skibe som f.eks. vikingernes, der kunne laste mange mand med kvæg og husgeråd. Thor Heyerdal, krydsede Stillehavet på en tømmerflåde efter gammel recept, og Ægypterne; byggede skibe af siv!
Det må være rimeligt at antage, at der på et meget tidligt tidspunkt i forhistorisk tid har været en rimelig stedsevarende trafik på såvel floder og kystområder, som verdenshavene.
Således Malta, der med sin placering nøjagtigt midt i Middelhavet, har været udsat for mere eller mindre konstant påvirkning fra noget nær alt og alle, der har kyst til Middelhavet.
- Eller Gotland, der var vikingernes port mod øst, til Rusernes land, og vejen til det sagnomspundne Byzans.
- Således har Møn fra tidlige tider modtaget påvirkninger udefra, i kraft af en placering, som ved et vejkryds på Østersøen.
Selvfølgeligt, var det muligt at trave fra Tyskland op gennem Jylland; men her endte vejen blindt. Ikke siden istiden, har det været muligt at spadsere til øerne; hvis man ser bort fra rimeligheden af at antage, at der vel en gang imellem har været vintre, hvor bælterne frøs til, hvilket vel ikke kan siges at være fast forbindelse.
Det er således naturligt nok, hvad Saxos beretninger stadfæster, og hvad Møns kyster bærer talrige vidnesbyrd om; nemlig at, der siden oldtiden, har været holdt flittigt udkig over Østersøen, hvorfra, de Vendiske fjender til stadighed kunne ventes.
Som gammelt navn for Ulvshale, omtaler Bojsen, at der er
noget, der tyder på, at navnet JOLLSALEN, har været brugt.
- JOLL er det oldnordiske navn for planten Kvan, lat. Angelica Silvestris, - også kaldet : Englerod. Og SAL i betydningen : Åbent landskab.
Navnet Jollsalen, ville sammen med Grønsalen, og Højsalen, danne en smuk treklang i det Mønske landskab; men dels vokser der så vidt jeg ved ikke Kvan på Ulvshale i dag, og som jeg senere vil redegøre for, stod der i 1505 ikke mindre end 2500 tusindårige ege, hvilket ikke giver meget plads for et åbent landskab.
Den tidligste omtale af Ulvshale, stammer fra en nu ikke længere eksisterende runesten, som stod på Steinkumbla thing, på Gotland.
At det drejer sig om det Mønske Ulvshale, synes hævet over enhver mistanke, da det ikke har været muligt, at finde andre steder der hedder, eller har heddet Ulvshale.
Om dateringen er der straks mere tvivl. En oldforsker, og professor, Carl Sæve vil gerne henlægge begivenheden til et slag, som ifølge Saxo, fandt sted år 1027, mens en professor L. Wimmer ikke mener, at skikken med runesten kom til Gotland før omkring år 1200. Selve tekstens udlægning, er der også delte meninger om, blandt andet fordi dele mangler.
Ét problem er, om der står :
sun Aula (søn Ole), eller sunnarla (i syden)!
- auk sunnarla
sat mid skipum sad med(ombord på) skibet
auk hann endadis han endte sine dage
at Ulfshala på Ulvshale
pá hinn helgi da den hellige
------------- - resten mangler
For specielt interesserede kan jeg tilføje at runeindskriften er gengivet i : Liljegrens Runurknuder fra 1833,
I øvrigt henvises til F.Bojsen, bind 2 side 30-33.
I forbindelse med Lensmand Jørgen Rud's død i 1505 giver vor daværende konge nogle uvildige embedsmænd ordre på at aflægge en rapport over de Mønske skove. Såvel denne ordre, som embedsmændenes svar er bevaret, og lyder som følger:
1505 21/3
Vi Kong Hans giver Jørgen Jensen, vor embedsmand på Krögenge gård, Christiern Nielsen, vor embedsmand på Tryggevælde, og Christiern Brun fuldmagt og befaling til straks nu på fredag næstkommende i det allerseneste at samles og drage til Møn for der grangivelig at forfare, hvorledes kronens skove, som ligger til vort slot Stegehus, ere medfarne i den tid, afdøde Jörgen Rud havde dem i værge og forsvar, samt at give os elskelig Anders Bille, vor hofsinde, dette beskrevet.
- Givet på vort slot Nykøbing mandag næst efter söndag qvasimodogeniti 1505
(mandag efter første søndag efter påske)
Bojsen bd IV, p 123
Den 3. april 1505 overdrages Møns Len til Anders Bille. På dette tidspunkt hører Ulvshales jorder og skov ind under Stege Ladegård, og dermed ind under kronen. Bemærkelsesværdigt er det dog, at ladegården kun havde 12 køer på dette tidspunkt.
1505 7/4
Vij efftherscreffne Cristiern Brwn vdi Meltoffthe och Cristiern Nielsön på Tryggewelle, wepnere, wor nadige heris embismend, giöre alle wittherlight meth thette, wort obne breff, ath wij effther wor kere nadige herris befalningh, höffborin förstis koningh Hansz, wore forsamlede pa Möen ath offuerse the skowe, kronens, som til ligghe Stege sloth, och grantske, hwor som the ære met farnæ vdi Ørghen Rudz tiidh och til fornæ. Tha wore wij försth vdi Grönwedh met flere danne mend, som ther tha nerwerendis hoss ware, som ære Jens Budde, Henrik Tickesön, borgmesther, och Marchor Skade, byfogit vdi Stege; sowæ wij (så vi), ath han er meghit illæ met faren, thij ath megle bögher ære rodhwgnæ och mestedelen ære styffwede aff gamelth hogh og nyth. Tisligisth ware wij vdi Nörræ skowæ, huilken som sammeledis er met faren.
Ffremerdelis Klinth skow och Hoffuit skow met Wlshalen ære wet theris welmagth. Och ware wijpa the skowæ vdi fellighss, som her Moghens Göyælodh sikffthe jndtil kronen, tha haffuer han wæret meghit forhogghen, vden haut som han nw vdi sex aar forbeddreth er. Ath so vdi sandhedh er, som forscreffuit standher, thet witne wij met wore jndcegle tryckendis nethen thette worth obne breff och tilbedendis forscreffne Jens Budde, Henrik Tickesön og Marchor Skade trycke theris jndcegle nethen thette obne breff. Datum castro Stege feria 2a proxima post festum sancti Ambrosij anno domini mdquinto.
L.S. L.S. L.S. L.S. L.S.
(fem i grønt voks påtrykte segl,
de to første adelige,
resten bomærker.
Orig. på papir)
19. aug 1697 blev affattet en fortegnelse efter optælling af træbestanden i de Mønske skove.
Den lyder som følger:
- De skovbetjente, der havde foretaget optællingen tilføjer, at der årligt kunne udvises 2146 læs bøgebrænde, 586 læs bøgetræ til hjultømmer og 586 læs ege til bygningstømmer. Listen viser, at egebestanden overvejende fandtes i Ulvshale (2500 store ege, mod 170 i andre skove). Formodentlig fordi denne skove lå så afsides, og transporten så vanskelig. Når der imidlertid gives anvisning på at hugge årlig 586 læs heraf, til de mange fornødne bygninger, forstår man, at den smukke egeskov i Ulvshale snart måtte svinde. Der findes nu kun få af de smukke gamle ege tilbage, og skoven behandledes siden som overdrev. Først ca. 1840 bliver skoven atter taget under kultur.
"SKOVKRIGEN"
Den tyvende september 1769 blev der holdt udsalg af Domainegods, og Ulvshale skov blev købt af Stege by's borgere formedelst 1425 Rigsdalere. Den blev, frem til 1814, en guldgrube for byens bønder, som lod egene fælde, med salg for øje. Det viste sig desuden, at skoven kunne ernære 528 kreaturer.
27. september 1805 kom der en lov om skovtvang på daværende private skove. Dette fik dog ikke betydning for Ulvshale; da der ikke længere var nogen højskov tilbage. En udlægning der sikkert har sin opkomst blandt byens folk, da skovtvangen ville have medført et generelt græsningsforbud.
Hertil kommer, en lov om udskiftning af 23. april 1781, hvorefter en landmåler F C Mathiesen i 1788 opmåler, og optegner kort over Ulvshale, samt Ulvshale fredsskov. Herefter syltes sagen atter indtil 1814, hvor der bliver antaget en landmåler til at foretage den udskiftning, som blev tilendebragt i 1817. Heller ikke dette ændrer noget, og i 1839 beordrer rentekammeret en forstråd Müller, at foretage undersøgelse og gøre indstilling om, hvad der kan gøres for skoven. -"Skovkrigen" raser dog videre. Den slutter først i 1841, hvor man påbegynder en genrejsning af skoven ved at beplante den første fjerdedel af skoven ( vistnok vestfra ), med rødgran, som i øvrigt blev "høstet" i 1920-27. I 1845 påbegyndes den næste fjerdedel. Denne gang er det overvejende løvskov, af eg og lidt bøg, men først i 1860 er skovfornyelsen tilendebragt.
UDSIGTSTÅRNET
Ved en fest, i september 1894, på Rødkilde Højskole, blev der samlet penge ind. Disse penge blev brugt, til et udsigtstårn i Ulvshale skov.
Tårnet var 50 fod højt, og udført af tømmer fra skoven.
Desværre begik man den fejl at smøre det friske tømmer med Carbolineum, hvilket fik det til hurtigt at rådne.
Kun ti år senere var det så farligt at bestige, at det måtte rives ned.
Sic transit gloria mundi !
Sådan forgår verdens herlighed.
Grundstenene står dog stadig
ude i nærheden af Ørnekloen.
Mosbegroet solide ser de ud.
Foto af udsigtstårnet
i Ulvshale skov.
Fra Bojsens
Møns historie
bind 9, side 144.
STENVÆRKET!
Tilbage i trediverne, var der en mand, som hed Nielsen. Tidligere havde han blandt andet været sømand i sejlskibenes tid. Han havde også gået på valsen i Amerika. Dette havde, til forskel fra datidens menigmand, gjort ham rimeligt velbevandret udi i det engelske sprog. Han var nu kommet tilbage til Danmark, og havde fået arbejde med at udskibe sten fra Ulvshale stenværk.
Alle disse sten.
Hvad blev de brugt til?
Hvor endte de henne?
En dag skrev han en slags flaskepost, idet han skrev et brev, som han lagde i en sending sten!
Takket være hans familie, som har gemt det svar, han fik, er jeg blevet udstyret med en kopi.
I sin oversættelse lyder det som følger.
South Porcupine 25.ende August 1935
Til Hr Niels Nielsen
Dear Sir
Jeg blev temmelig overrasket, da jeg fandt Deres brev, og vil med glæde besvare ethvert spørgsmål vedrørende Canada, og vores brug af jeres højtagtede produkt. Vi benytter stenene til at knuse guldmalm med. Dette er nemlig et af verdens største guldmineområder. Minerne her, har nået dybder på 4000 fod (ca. 1250 meter), og flere af dem har henved 50 mil (80 km) underjordisk arbejdsplads.
De guldholdige sten hentes op til overfladen, hvor de sendes gennem en knuser, som bringer stykkerne ned i ca. ½ tommes størrelse. Dernæst sendes de til møllen, hvor de starter i de roterende cylindre, der delvist er fyldt med jernkugler à 5 tommers diameter. Herved bringes malmstykkerne ned i en størrelse på ¼ tomme eller mindre, førend de fortsætter til "rørmøllen". Denne mølle er 5 fod (1½ meter) i diameter, og 20 fod (6 meter) lang. Den er fra start fyldt op med dansk flint, og roterer med 26 omdrejninger pr. minut. Herved males malmen til fint pulver, og guldet frigøres fra stenen.
Denne blanding af sten og guld, kaldes pulp. (Det betyder egentlig frugtkød eller marv). Den sendes nu hen over nogle borde, som er dækket med et groft klæde. Det meste af guldet sætter sig i klædet, mens stenmassen sendes videre til nogle tanke, som er tilsat natriumcyanid. Dette opløser det tiloversblevne guld. Væsken hældes fra stenene, og opvarmes med zink, hvilket får guldet til at udskille sig.
Det guld, som blev fanget af klædet, vaskes ud i en spand, hvorfra det samles og opvarmes med kviksølv. Det blandes derefter med guldet fra cyanid-badet og smeltes i en stor olieopvarmet smelteovn. Dernæst støbes det til guldbarrer, som sendes til Canadisk mønt i Ottava.
Dette er i korthed historien om arbejdet i en guldmine, men jeg vil holde udkik, og hvis jeg finder noget, der er skrevet af en bedre hånd end min, skal jeg love at sende det!
- Og nu er det min tur til at stille spørgsmål.
Hvor meget får du i løn for dit arbejde, og hvordan er forholdene for en dansk arbejder?
For øvrigt er du ret tæt på Tyskland. Hører I om deres dårlige behandling af jøderne ? Vi læser en hel del om det her.
Lad mig fortælle om mig selv og dette land. Jeg er selv af skandinavisk afstamning. Min far er dansk og min mor er norsk, men født her. Vi bor i det nordlige Ontario. Sommeren her er meget kort, og vinteren meget kold. Temperaturerne veksler fra 90°F (35°C) om sommeren, til -60°F (-50°C) om vinteren. Landet her er overvejende dækket af skov.
Håber at høre svar
venlig hilsner
Edgar R Hansen
Højtærede kære fætter. Det er en lidt besynderlig historie. Jeg er stadig ikke sikker på om, det er noget, jeg har drømt eller, det virkelig skete.
Jeg var våd og frøs gudsjammerligt. Min fætter havde 40-års fødselsdag. Han snorkede ret forfærdeligt i en lille hytte nogle kilometer borte. Det må have været rødvinen og bøfferne. Der lød en tør hoste et sted i skoven. Det var overskyet og for mørkt til at se noget. En cigaret afslørede dog indimellem en mørkklædt skygge, der skuttede sig i regnen.
Det havde været udmærket vejr dagen før. Det ville også blive OK dagen efter. Her og nu regnede det bare koldt. Det var sgu ret så virkeligt. Jeg foldede min kappe ud, vendte ansigtet mod regnen og lod mig suge op gennem skovens efterårsløv. Den mørke skygge lidt borte faldt totalt sammen med natten. Jeg fornemmede den et sted på vej ud mod sivskoven. Over trætoppene blæste det mere bidende. Jeg satte mig på disen lige over træerne og ventede.
Hun vendte sig om mod ham og skubbede til ham - For helvede hvor du snorker! Hun lagde sig om på den anden side og sov videre. OK nu sov hun, men han kunne ikke falde i søvn igen. Han lyttede til hendes åndedrag, og til regnens trommer. Hun var kommet med bussen, med rødvinen og bøfferne. Det havde været ret hyggeligt. Han fornemmede noget ude i mørket. Han kunne ikke sove igen, men han var godt nok træt. Mørket åbnede sig. Han følte sig let og mærkede hvordan han i soveposen bevægede sig frit gennem rummet.
Det var for mørkt til han kunne se hytten dernede. Han vidste bare den lå der. Over et af de store træer ved femvejen hilste hans fætter ham tillykke - Var gaven OK.
- Hvadfor en gave, spurgte han forundret.
- Bogen!
Han løsnede ærmerne i soveposen og gned sine øjne uden han så mere af den grund. - Den var jo ikke virkelig.
- Nå, dette her er måske heller ikke virkeligt.
En tør latter fra den mørke skygge klukkede i skovkanten.
- Hvis der er noget du er utilfreds med bogen over, så er det jo egentlig dit eget ansvar som forfatter. Du har jo fået en nøgle til verden. Og om du bruger den, eller hvordan du bruger den må du jo egentlig selv om.
Han var træt, og faldt i søvn igen. Denne gang nænnede hun ikke at vække ham igen, selvom hans snorken igen tog til. Næste dag vågnede han med tør hals og en underlig fornemmelse. Soveposen var endnu fugtig efter regnen.
Alle mulige papirlapper flyder på mit bord. Jeg propper en håndfuld i konvolutten. Bogen har jeg ikke, men jeg er helt sikker på, at den skal du nok få fat i. Du må bare selv opspore den.
Med behørig højagtelse
og rigtig tillykke
din fætter
Var det et rumskib ?
Historien om Apollo 13
- eller var det 14.
Det er ganske vist.
Det var i sommeren '80,
og jeg havde besøg af en fætter.
Det var en sommerdag med sol og høj himmel. Ikke en sky. Ikke en vind. - Og vi travede en del! Det må have været hen på sommeren, for bregnerne var sprunget helt ud, og havde groende rullet sig en halv til en hel meter op over hovedet på mig. At bevæge sig gennem sådan en bregneskov må vel sammenlignes med forhindringssvømning. I stil med søhestens svømmeart mellem lodretstående bundgræs; men med den forskel; at jeg netop ikke svømmede.
Huller fra gamle vindfælder, bliver på få år tildækket, når en årgang bregner visner ned og camouflerer i et helt uberegneligt mønster. Hist et hul, og pist en stub, og medens man skridter hen over bunden, tager man svømmetag gennem bregnernes gardin, og håber at undgå for mange huller.
På et tidspunkt må vi have stået stille og lyttet under dette grønne tag. Måske stod vi ikke for at lytte; men vi må have stået stille, for ellers havde vi kun hørt vores egen raslen og knasen gennem underlaget, og have mistet hvad der lød som en bildør, der blev lukket midt i skoven.
Vi satte os i bevægelse frem til stien ( i en så lille skov, med så mange stier, er der målt i afstand, aldrig ret langt til en sti),
- gik vi til venstre, og fulgte en bugtning i stien, og dukkede op 5 - 6 meter fra en bil, foran hvilken en meget rødøjet gut, var i færd med at lade sit vand.
Jeg ved, - jeg erindrer; og det er ganske vist... - at jeg kommenterede hans meget røde øjne, og spurgte om han havde mere af det. Om vognen erindrer jeg kun, at den havde fire hjul, og et rat, - samt at den sandsynligvis engang havde været rød eller blå; - men sikkert er det, at den bar Apollobetegnelesn 13, - eller var det 14?
Som svar på mit spørgsmål, fik jeg en uklar gestus i retning af vognen, hvori der i øvrigt sad vistnok to personer, hvoraf den ene fik travlt med at blande et par røde øjne til min fætter og mig.
De havde parkeret på et hjørne af femvejen, tæt op ad endnu en bregneskov, og efter endt rygning steg jeg forrest fra bilen, og ind i skoven; vel vidende, at vi var usynlige og borte efter kun ganske få skridt.
Jeg ved ikke rigtigt, hvad det var. Men der må være gået en sky for solen, mens vi sad i Apolloen. Retningen ud af bilen, var den direkte ud, omend den stik modsatte af den ønskede, hvorfor det var min agt, at bregnesvømme i en bue rundt om rumskibet, og hjemad.
- Men på en eller anden vis, må lyset have spillet mig et puds, og vi fortsatte buen til noget nær en cirkel, imens en fjern buldren blev til en advarende rumlen, som - da vi kom til den rette sti, imidlertid var blevet en regulær torden.
- Og her vil det nok være på sin plads at anføre, at tordenvejr på Møn kan være usædvanligt bemærkelsesværdige, hvilket til dels kan skyldes deres intensitet; - der i tilfælde som dette, umuliggør ubemærkethed. Og dels kan det måske hænge sammen med, at tordenvejr i Møns omegn, ofte nærmest fanges ind af øen, således at det ikke kan undslippe; men dømmes til at rotere øen rundt, til det har slidt sig op. Det er muligt, at vindretningen spiller ind, således at det ikke kan komme ud over kanten af Klinten, jeg ved det ikke; men jeg har ofte observeret at et tordenvejr på Møn returnerer, og med 2½ til 3 timers interval, gentager sig selv et par gange eller tre. Bevares, det svækkes fra gang til gang; men fire gange tordenvejr på tolv timer, er noget, der vil noget, og det frisker godt på både skoven og luften.
- Og intensiteten ? - Jo tak! Jeg har på Ulvshale oplevet torden, som kun er overgået i Nepals bjergmassiver, hvor ekkoer kan vandre rundgang langs rygninger og i kløfter, så de enkelte tordenskrald flyder sammen til ét eneste kontinuerligt tolv minutters skrald.
Normalt foretrækker jeg torden om natten, for at få lysshowet med; men denne dag gav en helt ny oplevelse af lyset i tordenvejret.
Alt blev stille. Ganske pludseligt.
Ikke en vind rørte sig.
Ikke et blad vendte sig.
Ikke et pip fra skovens dyr.
- Og dog var vi nær blevet løbet over ende af en hvid minipuddel som, sanseløs af frygt, krydsede os så langt ude, at det i sig selv gav stof til eftertanke.
På dette tidspunkt var det ikke længere en fjern rumlen, som truede i det fjerne; men en aldeles kraftig torden som trak op med, tillad mig i situationen at kalde det: med lyn og torden; hvorfor vi havde det lange ben forrest, vel vidende, at hjem nåede vi næppe; men på den anden side, var der jo ingen grund til at blive mere våde, end højst nødvendigt.
Så kom pustet! Vandrende gennem skoven, som puddelen imod os. Gennem stilheden hørtes det tydeligt, som en nærmest infernalsk bladraslen. Endnu stod træerne stille; men det var, som stod de og rystede for det, der ville komme, og var på vej. - Sitrende helt ud i løvet. Og så brød det løs.
Vi så på hinanden, og smilte nervøst. Her var ikke tale om at søge ly. Det var en vasker som ville noget, og man var våd efter cirka 40 sekunder. Der var da mindre end en kilometer hjem til hytten, og alligevel var skovstierne omdannet til småfloder, førend vi nåede ud, og luften forekom mig så elektrisk, at jeg erindrer, at jeg kom på den tanke at fotografering med blitz, sandsynligvis ville være forbundet med livsfare, da det sandsynligvis i sig selv ville udløse et lyn!
Vel hjemme i hytten observerede jeg, at mine underbukser på hver balle, havde en plet på størrelse med en femkrone, hvor jeg ikke var gennemblødt.
- Og det var på dette tidspunkt, at Thomas spurgte mig, om vi alt i alt havde drømt?
- Og om vi monstro havde drømt den samme drøm?
KULTURCHOCK
En dag ringede det på min dør. Da jeg lukkede op, stod der to smårollinger med en kattekilling, som de havde fundet ved siden af et par skraldespande.
Hvad gør man ved sådan et kræ ?
- Jeg var ikke selv interesseret i at beholde den, så jeg søgte den et hjem, fremfor at lade den aflive, og slap da også af med kræet på betingelse af, at jeg til gengæld ville tage mig af den, når dens mennesker skulle på ferie.
Efter godt halvandet års tid i en toværelses lejlighed, faldt deres og min ferie dog sammen, hvorfor jeg besluttede at tage katten med på Ulvshale. - Dens mennesker var nok ikke ganske trygge herved; men hvorom alt er; så følger rapporten her:
Mispigen på Ulvshale
Når bilen standser og motoren stopper,
er det tid at stå af ! - Men til hvad?
Absolut midt i natur! Man lurer lidt, og lemper forpoterne ud - får apachefrisure (var det ikke dem med punkerkam ?), fra snude til halespids! - Man glemmer at skyde ryg; men kryber sammen, hvorved bagbenene også slipper vognen..... - man hvæser, og kryber bakkende ind under vognen, i stedet for at returnere til civiliseret sikkerhed inde i bilen.
Lokket af velvalgte ord, udtrykt i venlige toner, kan man dog, lokkes op i en sikker favn, hvor man rystende og bævende trykker sig sammen. - Og således tilbagelægges de 25 - 30 meter til huset, i en hastighed som til begravelse, og med et mod som en karklud. Vel indenfor bliver man placeret på et bord med udsigt, - men nej - "første sal" (en 1 meter bred hylde 2 meter oppe) skal omgående checkes. (Topkarakter i spring og gymnastik). - Og medens lageret af værktøj, toiletpapir, vaskepulver og sengetøj, således blev efterset og anerkendt, fik jeg tid til at tømme vognen.
Nå ja! Vel nede igen kan man da godt kikke ud af vinduet!
- Men hvad var det ? Fem - otte blåmejser boltrer sig i en busk kun 1½ meter borte. - Altså cirka 10 centimeter fra verandaen. - Måske..... Måske sku' man.... sådan forsigtigt...bare prøve..... - og imens jeg tænder ovnen op, (katalysatorovn, der tændes op ude) - sidder man - oppe på et bord i verandaens inderste hjørne, og trykker sig op ad væggen.
Men der var de igen. Pip pip, i munter leg... og denne gang var de over ti. Det var bare for meget!
Måske sku' man gå på opdagelse, der gik jo en sti langs med huset, og om i gården - man hvad var nu det ? - en lyd - noget der var efter én ? - Selen slæbte gennem de visne blade, og op på det udendørs køkkenbord, hvor man, på bedste skyttegravsfacon ku' sidde og skue over en tyve centimeter høj kant, ud i de fri natur.
En time senere havde man forlængst fået fjernet snoren
( selen blev på ), og man var ganske fortrolig med de tre meter syd for huset, mellem veranda og gård, - og man turde endda kikke omkring det næste hjørne, - og verandaen kontrolleret nedefra - mens døren til huset stod på vid gab, så man ku' kontrollere, at jeg ikke blev væk i den blå luft under kaffebrygningen. Topkarakteren i gymnastik, udvides til også at omfatte yogalignende øvelser; - når man ska' strække sig, for at se om det nu også går an, at jeg går ned til vognen....
- Gå med ? Sådan bare uden videre.... nå ja, tre meter tør man; men man ska' jo ikke overdrive.
- Og så var det..... at jeg sad med min kaffe, og ikke kunne se katten, da jeg hørte en lyd..... Naturen ka' måske være meget god; men det er vel nok godt man ved, hvor kattebakken står, og enhver ka' vel sige sig selv, hvad man trænger til efter et par sindsopslidende timer af den slags....
- fire timer på øjet!
Klokken er syv (sludder 19), og jeg gør mig klar til at gå ned til telefonboksen:
Vågne.... strække sig.... ahhh.... - ska' vi lige ud hva'?
- så pyt, op på armen, og præsenteres for natten..........
Det var næsten mere end det lille hjerte ku' bære...... Mismiau ville vist godt ned; men med den hjertebanken, var skoven vist væltet!
Vel hjemme efter endt vandring, kunne jeg da godt drikke et krus kaffe, og se hvad der ku' ske... og ganske rigtigt :
½ time på ydersiden af huset, uden at fjerne sig 2 meter fra mig.
Vil godt - tør ej
Det er vel nok spændende
- og som luften dog tærer...
Nok til ti timers søvn!
Lørdag morgen bragte nye udfordringer!
- Var det mig eller huset der var sikrest ? Et minuts dyb indre spænding da jeg begyndte at gå. - Jeg vandt, og vi gik en meget forsigtig tur i omegnen; men på tilbageturen, kendte man vejen og husene. Det var lige til at blive overstadig af; men UF, der er store pytter på skovvejen, og Plump! Hvor var det dog væmmeligt! Og hvad værre var, døren til hytten var lukket, og jeg satte mig udenfor med en kande kaffe.
- Nå ja, så er der da tid til en tur omkring huset. - Det vil sige, så langt man kom, førend man blev kikket ud!
- En blåmejse slog alarm!
Skræp - skræp - knævre - brok!
Tre gange lød alarmen, og så kom svarene,
i kraft af flere alarmer fra omegnen,
- og hvad værre var.... de kom..... næsten
langvejs fra! Tyve eller flere, mejser og
musvitter.... - de var der allesammen
- det gjorde helt ondt i ørerne!
Hvor var det godt jeg var der at gemme sig bag!
LIDT OM SPÆTTER !
Fugle er noget, der flyver rundt og siger pip. Nærsynet, som jeg er, har jeg egentlig aldrig interesseret mig særligt for, hvem der var hvad; men blot hygget mig over deres sang!
Selvfølgelig er der fugle, som jeg kan kende. Svaner og fasaner er for eksempel fugle, der er så store, at de kan ses foruden briller.
Men også spætten er en fugl, der er letgenkendelig, selv om den oftest hører til de mere sky fugle.
En af dens særheder er for øvrigt, at den, udover at hakke efter orm i gamle træer og telefonpæle, ligeledes benytter sin nærmest trommende hakken som territorialt signal. Det må i den forbindelse være givet, at den, der hakker højst må have visse fordele. Om det drejer sig om større territorie og dermed mere mad, eller det drejer sig om at tiltrække det andet køn, eller det simpelt hen er et spørgsmål om på den måde at kunne holde sit område frit for rivaler, ved jeg dog ikke. Som på mange andre områder, kan der også på dette felt, forekomme en udvidet tilpasning sted i naturen. Jeg husker en spætte, som havde opdaget hvor effektivt det var at tromme på den zinkhat, som sidder på toppen af en telefonpæl.
- "Her bor jeg! Kan alle høre mig?".
Der var aldeles ingen tvivl. Alle i omegnen kunne høre den.
- Høre, at den lød både højere og anderledes. Vi talte ligefrem om den.
- Trak på smilebåndet, og kom med vittigheder om, at den ringede hjem. Den blev kaldt morsenøglen.
- En enkelt gang er det dog lykkedes mig at overliste en spætte med fuldt overlæg. Det var en dag med tung og tæt tåge.
På en vandring rundt i området hørte jeg en spætte hakke et sted bag et af sommerhusene. Da huset så ud til at være tomt, sneg jeg mig stille rundt om det. - Dukkede op mindre end to meter fra en travlt optaget spætte, som uvidende om tilskueren arbejdsomt hakkede i et gammelt træ. I den situation gik tiden i stå. Om, der gik et halvt, eller to minutter før, den fik øje på mig, ved jeg ikke. Jeg stod der bare. Stille og roligt observerende. Indtil fortryllelsen blev brudt, og spætten forskrækket brød op, - brokkende sig over min påtrængende nysgerrighed!
Jeg er dog også uforvarent løbet ind i et tilfælde. Thomas og jeg var ude at spadsere. Det var på en lille og tætbevokset sti. Vi har muligvis gået stille og småsludret, for da vi dukkede op omkring seks meter fra en spætte, så den ikke ud til at blive det fjerneste forbavset. Den sad på en gammel frønnet og trøsket stub og gravede. Den nærmeste meter omkring stubben, som vel var en lille meter høj, bar tydeligt spor af tidligere at være brugt til det samme formål. Overalt flød det med stykker og stumper, som var gravet fri af det tørre træ. Vi stoppede, den kikkede og lagde hovedet på skrå, med et vurderende : "Går dette nu godt!".
- I virkeligheden var det nok for at se arbejdets fuldbyrdelse, som nu måtte være blevet blotlagt, for den bukkede sig roligt og fjernede et par stumper, hvorefter den trak en, så vidt jeg erindrer, overmåde stor orm frem i lyset.
- Endnu et blik!
- Pokkers med de turister.
Nu kan man ikke engang få madro, hvorpå den lettede med sit bytte.
GLADIATORKAMP OG MYREKRYB
Det var en lummer sommerdag jeg kom vandrende på en grusvej i sommerhusområdet, da mine øjne faldt på et af skovens dramaer.
- Et utroligt held, da jeg lige så godt kunne have trådt i det !
De var fire mod en; men han var klædt på til det og gav en god kamp. De fire var en bande skovmyrer på vej mod den hjemlige tue, med en lysebrun larve, som på trods af sine kun tre centimeters længde, så ud som om den var samlet på Michelinfabrikken.
Jeg stoppede op og så på.
Satte mig på hug og observerede.
Bidende, kæmpende, rullende var de nået ud til vejens midte. To skridt frem, og et tilbage.
Når larven fik placeret sine gangvorter, var den ikke til at rokke; så altså måtte den vendes og bæres. - Men nej om den ville. Den vred og snoede sig, og bide igennem kunne de ikke.
- Og dog. Der var en af myrerne som opdagede, at hvis den fik fat inde i samlingen mellem to af ringene, så glemtes alt om at stride imod, og yderligere tre centimeter blev tilbagelagt i en ruf.
Tiden gik i stå, som jeg sad og så på.
Der kom en mand. Han standsede.
Vi nikkede. Han så på mig.Han så på dramaet; - drejede om og forsvandt, for et minuts tid senere at vende tilbage med et par småpiger. Hans døtre velsagtens.
Og så sad vi fire omkring dramaet.
Sproget var tysk, så ordene gik tabt for mig; men meningen forstod jeg, og også min sympati lå hos larven.
En dæmpet heppen når gangvorterne fik fat, og et sandsynligvis - "godt gået", når trækket satte ind, og nogle millimeter blev vundet tilbage, afløst af en vred knurren, og direkte høj indignation når den utålelige ene myre viste sine fæller, hvor biddet skulle sættes ind.
Tiden gik, medens den stod som stille.
Ingen gong-gong, og intet med runder og pause. Det var kamp for livet. Intens og ubarmhjertig. Måske tog det fem, måske ti eller femten minutter.
Jeg aner det ikke. Tiden gik i stå.
Endnu et smerteligt bid i et led. Vride, vende, sno & banke; men Ups - den ene myre blev banket af.... - den landede godt nok kun fem centimeter borte; men den var tydeligt rystet, og måtte tage tælling til syv, førend den kom til sig selv, og så skulle den først til at lede efter sine fæller, som i mellemtiden havde tabt ca. ti centimeters terræn. Afsted og efter dem, og på den igen. Bide, trække, bære, slæbe....; men monstro larven havde lært noget. Vente til de sidder godt fast, og så banke dem hårdt i jorden, i stedet for at vride dem af, og kort tid efter var der to myrer, som måtte tage tælling samtidigt, hvorefter de to sidste myrer opgav.
Et højlydt suk undslap fra tilskuerne, og medens Michelinlarven genvandt gangvorternes hverdagsfodslav, rejste vi os, hilste, og gik hver til sit.
Kampen var ovre. Vi vandt!
OPLEVELSER I FLÆNG
Man oplever altid noget, hvis man åbner sine øjne. Det er faktisk hver gang, jeg drager derned, at der sker et eller andet, eller man ser noget usædvanligt.
- Jo, jeg vil gerne indrømme, at i og med, at jeg er på Ulvshale, er mine øjne også åbne derfor; men alligevel.
Eksempelvis historien om myrerne. Jeg oplevede den i 1980 og nedskrev den i slutningen af 1993. Da jeg havde skrevet den, slog det mig, at jeg ved min ankomst til hytten en week-end i året, havde fundet en hilsen fra min søster og svoger, som i den mellemliggende tid havde været en tur forbi for at nyde sommeren og naturen. Min svoger, som jeg i øvrigt anser for at være et rimeligt jordbundet menneske, havde spøgefuldt bemærket, at jeg havde min helt egen myretue på grunden, og at det så sandelig var myrer, der ville noget. - Ja, de havde endda stillet sig an i positur, bare fordi han havde peget fingre ad dem.
- Eller dengang i januar '93, hvor stormen havde væltet et af mine fyrretræer. Jeg ringede til min svoger, som både havde motorsav (noget usportsligt) samt en brændeovn, og forærede ham træet mod, at han hjalp mig med at skære ud og rydde op.
Da arbejdet var gjort, spiste vi et måltid kylling i karry, og begav os veltilpasse afsted på en tur for at se, hvordan sagerne ellers stod til i området.
- Der var væltet træer i hundredvis. På Horsnæsvej havde en stor fyr lagt sig til hvile på langs af en tagrygning. Det så ud til, at ejeren havde været heldig og var sluppet med et trykket spær; men da jeg gik tæt på og kikkede ind gennem vinduet til stuen, måtte jeg misse en gang med øjnene. Træet havde en sidegren på 15 cm tykkelse, som var gået ret gennem taget og fortsat gennem sofabordets glasplade. Der stod den nu som en totempæl i stuens midte.
Lettere rystet fortsatte vi over på den anden side af landevejen og ud i skoven. Også her bar skoven tegn af stormen. Efter en tids vandring fandt vi et væltet træ, hvorpå vi satte os og fremdrog et par øller. Vi åbnede, sagde skål, lagde nakken tilbage, og så var det, det skete!
- Vi gyngede! - Eller var det jorden under os? Vi så på hinanden med undren. - Hvad var det, der skete?
Den stamme vi sad på, var ca. 20 cm tyk og lå tværs over en sti, således at vort sæde var godt 40 cm over jorden. Dette træs nabo må ligeledes have været tæt på at vælte, for det havde fået trukket en hel del af sit rodnet over. Under vejen havde det en kraftig rod, som sad fast på den anden side af stien, og når nu vinden fik træet til at sveje, hævede vort "gulv" sig med 10 cm.
Hovedrystende,
dansede vi siddende vores øl i os
og gik leende derfra.
Loppeæg, kan ligge i revnerne mellem gulvbrædderne i et sommerhus, og vente. Klar til at udklækkes; - men de venter, til rystelser fortæller dem, at der er kommet folk til huset.
Det siges, at de kan ligge klar og vente i årevis. Men hvad sker der i naturen? På en lun solskinsdag midt i oktober '93 sad jeg på verandaen, og så Anton nusse rundt og læse avis i et par græstotter rundt om huset, da mine øjne fangede nogle streger i luften. Synsbedrag, sagde jeg til mig selv, og bøjede mig over stensætningen. På en rødlig sten af størrelse som et middelstort barnehoved var der 10 - 15 sorte prikker. Jeg ville prøve med en finger... pling, og tre lopper lettede.
I min Ulvshaledagbog står der:
Så lopper, der sprang fra en sten,
på Anton, der straks gnaved' ben;
og dette, dersom fordi
han lider, - af lop'allergi.
(Loppeallergi hos hunde, giver sig udslag i kløe i forpoterne- som om det ikke er nok, at de rapper sig!).
Ulvshale den 2. Juni 1995
Så er myggesæsonen atter sat ind!
- Det er ikke fordi, jeg har mærket så meget til dem endnu; men jeg fornemmer dem! - De er der. Endnu ikke i horder; men de er der!
- Det er ikke fordi, jeg har set så mange; men jeg lader mig ikke snyde. Jeg kender deres evne til at komme stille ind, og sværme hen i et hjørne for at sunde sig før nattens jagt!
- Det er hver gang døren går!
En enkelt eller moski-to, sværmer ind. Inden jeg har fået tømt vognen, er her 8 - 10 stykker. Ud for at tisse, hente vand til kaffen, gå tur med hunden. Jo, tak. Før jeg får set mig om, har der samlet sig en snes eller to!
- Det lyder jo ikke af meget. Men når man kender Ulvshalemyggene, ved man godt, at det kan være nok til at genere nattesøvnen. - Og såmænd morgenkaffen med, hvis man hører til dem, der klør og rapper sig.
- De sidder rundt omkring og venter. Skifter af og til position. Flagrer stille et nyt sted hen for at vente. Indtil lyset slukkes, og natten sig sænker.......... - Bedst som man ligger på søvnens afgrund, kaldes man tilbage af en sagte højfrekvent summen. Et eller andet sted derude i mørket, er der en, der leder efter dig. Leder efter dit blod. Kredsende med sin motor på højtryk høres denne svage summen gennem den mørke nat. Hvis du tænder lyset, sværmer den bare hen i et mørkt hjørne for at afvente næste runde. Nej ligeså godt få det overstået med det samme. - Så stik dog, og lad mig få nattero. Men nej. Den kredser summende videre, som var det en del af dens natur at holde mig hen til, jeg er helt vågen og godt på vej op i limningen.
- Stilhed! Den er landet. Jeg mærkede det ikke; men lyden stoppede brat. Jeg afventer stikket. Det er bare et lille prik. Generende ja; men få det nu overstået, og lad mig få min nattesøvn.
Det er egentlig ret ufatteligt! - Området har været myggefrit i 6 måneder. Det er som om, her kun er to årstider. Den med, - og den uden myg! Og så snart de første myg viser sig, vælter alle ens antimyggeaggressioner op i én. Man tager sig selv i at fange dem i luften. Haps, der var endnu én. Fuldstændig ubevidst. Det er ren refleks.
- Og værre bliver det hen på sæsonen, når man kun kan lufte ud på visse tider af dagen. Og det endda kun, hvis det ikke er gråvejr, for så risikerer man, at de sværmer hele dagen. Til sidst tager man sig selv i at udvikle visse, jeg fristes til at kalde det, sadistiske tendenser. Én sag er , at man godter sig, når en myg kommer for tæt på stearinlyset, og snurrende styrter med en brændt vinge. Den kan få lov at spadsere hjem, og den gør det garanteret ikke én gang til.
- En ganske anden sag er det, når man farer hytten rundt med et stykke tape for at fange én til et brevhoved.
- Måske er det bare indbygget modvilje!
Og alligevel er jeg de små sataner taknemmelig. Denne lille skov på 4 X 1 km, som er så speciel. Den ville sandsynligvis forlængst være trampet sønder og sammen, hvis det ikke lige var for myggene. De holder turisterne inden døre.
MYGGESTIK
Som barn var jeg meget generet af myggestik. Det er jeg ikke mere. Ikke fordi jeg ikke bliver stukket; jeg får muliarder af stik på en sæson; men jeg har været immun i over tyve år. Selvfølgelig kan der være et par stik, der klør et kvarters tid. Især omkring anklerne, hvor fodtøjet har en tendens til at gnave i stikket; men i det store hel går jeg fri og kan nøjes med ti stykker pr. år. Som regel da. Der var jo lige det år, hvor jeg besluttede mig til at fylde en spand med blåbær. Det var en varm og solrig dag. Der var ikke særlig mange myg på vingerne den dag. Deres kropsvæsker fordamper forholdsvis let, hvilket er årsagen til, at de går i flyverskjul på de varme solrige dage, og først kommer frem henad aftenstide. - Hvor de gemmer sig? Det fandt jeg ud af under plukningen. Inden spandens bund var dækket af bær, havde jeg snøret mig ind i tøj, så kun hænder og ansigt var frit. Myggene sad oppe under blåbærrisene, og efterhånden som jeg plukkede mig fremad, fik jeg gennet flere og flere på vingerne. Sikre på et nemt offer gik de hovedkulds til angreb. Hænderne var ikke i ro. De arbejdede. Men ansigtet. Det er faktisk ganske svært at plukke blåbær, mens man virrer med hovedet, og dertil kommer, at man er nødt til at trække vejret, for at få luft til at blæse de alt for nærgående individer væk fra næse og øjne. Resultatet blev ikke så få myg på lungerne. Situationen var ved at være uholdbar, og jeg var tæt på at opgive, endnu inden jeg var kommet rigtigt igang. Det hele endte med, at jeg overgav mig, smed jakken og smøgede ærmerne op. Vel fik jeg fyldt min spand; men jeg betalte med blod. Masser af blod. Resultatet viste sig om aftenen. Jeg havde omkring 47.11 i feber. Altså fra albuer til fingerspidser. Det brændte. Det glødede. Det føltes, som kunne man grille bøffer på mine arme.
Jeg fordelte en hel dåse TigerBalsam udover mine arme arme. Resten af den aften og det meste af natten, rejste jeg mig med jævne mellemrum og viftede med armene for at køle dem.
Helt ærligt! Er det ikke lettere overdrevet med de myg? Er det virkelig så slemt? - Ja absolut!
- Der er op til flere slags myg på Ulvshale.
Deriblandt både feber- og sumpmyg. Og begge kan være en prøvelse for den uindviede. Hvad de egentlig hedder ved jeg ikke (de kommer heller ikke fordi man kan kalder på dem); men febermyggen er ihvertfald en art Anopheles, eller som de bedre er kendt : Malariamyg!
- Jo, jo! Det er ganske vist. Der er en art malariamyg her til lands (jeg har selv fanget 2 stk. 2, juni 1995). Indtil 2. verdenskrig havde man på Møn, Lolland og Falster, noget der kaldtes "sommersyge", som var en mild form for malaria.
I dag er sygdommen udryddet; men myggen er der stadig.
Bevares de tager kun stikprøver; men resultaterne deraf, kan være ret så chokerende. En bulden hånd, - så bulden at den ikke kan lukke, og det eneste der kan ses af knoerne, er et par krydser ned i kødet. - Jo, tak. Boksehandsker uddeles.
Første gang jeg så en sådan, blev jeg aldeles nervøs. Det var en lille fætter, som jeg havde med. "Prøv at se" sagde han. "Hvad har du gjort, hvad har du lavet?" "- Ik' noget", og afsted det gik til skadestuen på en lørdag. Nu er Stege sygehus et mindre hospital, og det er måske derfor, at tingene kan glide lidt mere afslappet end man er vant til.
Efter at have forklaret vores ærinde til en venlig sygeplejerske, fik vi ihvertfald anvist en bænk lidt henne af en gang, med besked på, at lægen i øjeblikket var på stuegang; men at han ville passere den pågældende bænk i løbet af et kvarters tid. Der gik ganske rigtig kun kort tid, før vi så lægen, som med sit obligatoriske følge var på vej mod os, med afstikkere ind på de enkelte stuer. Da han nåede os, standsede han, og spurgte til vores tilstedeværelse, og jeg fortalte ham om min utryghed, ved min fætters boksehandske. Lægen tog hånden.
- Vendte og drejede den vurderende, medens han studerede den indgående. "Har I været på Ulvshale for nyligt?", spurgte han så. "ja, vi bor der!"
"Så tag I bare hjem og slap af. Det er de myg derude. De er ikke sådan at diskutere med. Kom igen, hvis den begynder at dunke, eller hvis den mod forventning ikke lægger sig i løbet af et par døgn."
Siden da, har jeg set utallige boksehandsker. Den værste gik op over albuen. Skjorten begyndte at stramme. Tage den af kunne der ikke blive tale om. Vi klippede skjorten af ham klokken 23 en aften. Klokken 0.15 startede han sin vogn og flygtede. Han er ikke set her siden.
Højtærede fætter Simon
Tak for bogen. Det tog mig godt nok noget nær et par år at finde den; men selve jagten har været underholdende. Det er dog ikke helt umuligt, at jeg i visse af mine historier kan ligge under for en vis erindringsforskydning. Dette er dog i givet fald absolut utilsigtet, og i øvrigt mindre væsentligt, idet det har været mit overordnede mål at beskrive skoven og naturen, som jeg ser og opfatter den. Bevares, det er set gennem mine øjne; men det er sét, og ikke opdigtet. Den digteriske frihed har jeg således søgt at henlægge til den sproglige behandling af det sete. Som du ved, er det selve sproget, der er min palet!
Det er givet, der er ting, der mangler i at gøre denne bog fuldstændig. At kalde den for en egnsbog, vil være en lige så stor overdrivelse, som da jeg kaldte et afsnit for kogebog.
- Og alligevel. Det er en bog om en egn i Danmark. Selvfølgelig kan der påpeges mangler. Det burde have været noget om at fire ud af fem hugorme på Ulvshale ikke har siksakstriber; men er sorte. De ligner snogen, blot foruden nakkepletter. Især måske fordi jeg mener at være uofficiel danmarksmester i fangst. Som 14 årig slog jeg én ihjel, der var 92 cm. Seks år senere, så jeg i en rekordbog, at det største eksemplar der var fundet i Danmark var 86 cm. Da var det dog for længst for sent. Min far havde spist bevismaterialet. - Eller lidt om den boreliainficerede skovflåt, i daglig tale kaldet tæge; men siderne er ved at rinde ud for mig, og det er ved at være tid til at tage afsked med den skrivende del af arbejdet med denne bog.
Med behørig TAK
Levi
Men ikke nok med det...............................Havde jeg ikke haft Lene til at læse korrektur, havde bogen været fyldt med tyrkfejl.
Desuden ville der ingen illustrationer have været, og den ville været printet ud på et stenalderredskab.
(Undskyld Simon. Den er god at skrive på; men den gør sig ikke helt så pænt i udskrivningen).
Men ikke nok med det...............................Havde det ikke været fordi, flere mennesker undervejs har udtalt sig så positivt om de løsrevne fragmenter, jeg har sluppet ud; så er det slet ikke sikkert, at jeg ville have satset på at gøre en rigtig bog heraf.
Men ikke nok med det...............................Havde det ikke været for Bjarne, havde jeg alligevel ikke haft råd til at udgive bogen, da reproarbejde slet ikke er billigt. Og havde det ikke været fordi, at Castello var til at tale med, havde jeg nok stadig gået rundt med hatten i hånden hos forskellige foreninger og handlende på Møn.
Men ikke nok med det...............................Havde det ikke været fordi, John har lovet mig at hjælpe med indbindingen, kunne jeg have set frem til maange, laange vinteraftner, førend arbejdet ville være endeligt tilendebragt.
TAK FOR HJÆLPEN ALLE SAMMEN !
ISBN : 87-985566-0-6 (ib.)
Opdateret d. 16.5.2008
